Lena Mandal
Født 1957
 / 
i Danmark
 / 
Billedkunstner og Glaskunstner

Medlem af: 
Firenzekunstnerne / DBF - Danske Billedkunstneres Fagforening

Lena Mandal er uddannet folkeskolelærer med billedkunst som linjefag. Hun har senere suppleret med kurser på forskellige kunsthøjskoler og er blevet undervist i glas af bl.a. Janet Solvang, Tina Moeslund, og Bob Leatherbarrow. Hun har tegnet og malet siden barndommen og har desuden lavet plakater, kulisser og kostumer til bl.a. Esbjerg B&U teater i mere end 20 år.
 
Hun fik sit gennembrud som billedkunstner i begyndelsen af dette årtusinde og har siden udstillet i utallige kunstforeninger, på gallerier og på flere kunstmesser. Hun er medlem af DBF, udstillingskoordinator for Folk og Kultur i Janderup og for Containerkunst i Esbjerg.
 
Lena Mandal har de sidste mange år haft travlt med maleriet, hvor hendes mangeårige karriere i teaterets verden kommer til udtryk. Hun har rod i det vestjyske, hvor der er højt til loftet og fuglene flyver i flok. Det er måske en af grundene til, at fugle optræder i mange af hendes billeder. Nogle af billederne forholder sig til den globale opvarmning og manglen på plads til dyr og fugle. Pingvinerne fra det Antarktiske område, hvor isen smelter, må søge nye steder hen.

Man kan som beskuer også vælge at tro, at Lene Mandal har valgt kun at beskæftige sig med de glade fugle, der i livlig kommunikation med hinanden dyrker sammenholdet og det store tætte familiemønster. Enkelte billeder indikerer dog også det lidt dystre med de sorte troldgrene, der lukker sig omkring fuglene, der stadig er i flok, men som nu virker forundrede og måske en anelse skræmte.