Kunstnerprofil

Poul Esting

Poul Esting

Poul Esting debuterede i forbindelse med Charlottenborgs forårsudstilling i 1972, og blev senere tilknyttet institut for Kunst og Kultur i Aalborg i perioden 1974-1980. Siden har han haft utallige udstillinger i både ind- og udland på gallerier og i kunstforeninger.

Poul Esting udtrykker sig i forskellige kunstneriske medier, som maleri, akvarel, oliekridt og grafik. Han bevæger sig koloristisk fra en sarthed til dynamisk styrke i særprægede, ofte overraskende toner, med associationsskabende figurer, tegn og bogstaver, som træder frem i billedfladen. Tematisk dominerer seksuelle og erotiske aspekter af livet med kvinden og fertilitet som tilbagevendende emner.

Han inspireres af klassisk musik og jazz, og skaber sine værker i en ofte kaotisk romantisk drømmeverden. Sekvenser fra menneskelig udfoldelse gennemspilles i stramme linjer og svært tilgængelige bevægelsesmønstre. Formmæssigt er han ikke nem at sætte i bås, men tværtimod kendt for uorden i sine billeder, ment på den måde, at han ikke lader sig begrænse af kompositoriske regelsæt. Han vil bevæge sig helt frit.

Poul Esting er en ener i dansk kunst, han undgår tilstræbt æstetik, er spontan i sit udtryk og tilhænger af den ekstreme individualisme. Uddrag fra Weilbachs leksikon.

Poul Esting er medlem af Billedkunstnernes Forbund (BKF), Strindberggruppen og kunstnersammenslutningen MULT.

Videoer af Poul Esting