Kunstnerprofil

Rikke Bruzelius

Rikke Bruzelius

Rikke Bruzelius besluttede sig allerede som 18 årig, efter et længerevarende ophold på Kunst- og Musikhøjskolen i Vestbirk, at uddanne sig som glaspuster. Hun blev færdiguddannet i 1987 hos glaspuster Per Rene Larsen på Møn. Frem til 1996 arbejdede hun hos forskellige glaspusterier i Jylland, hvorefter hun valgte at åbne eget glaspusteri på Amager.

Siden midten af halvfemserne, har hun udstillet i mange kunstforeninger over hele landet og hos gallerier i både ind- og udland. Hun har bl.a. udstillet og solgt til Det Danske konsulat i Sacramento og San Francisco i Californien, Det Danske Generalkonsulat i New York og Galerie Swanstrom.

Rikke Bruzelius glas kan opleves på glasmuseet i Ebeltoft, hos Glaskompagniet, Galleri Knoll, Stavanger i Norge, Kunstmuseet Arken, Kunstmuseet AROS, Nationalmuseet og Artium i København, Vestjyllands Kunstmuseum, Janus Bygningen i Tistrup og nu hos Midtjyllands Kunst Center.

"I dag har jeg den glæde at skabe glas i grænselandet mellem det ønskelige og det mulige. Tusindvis af glas har formet sig i mine hænder, båret af entusiasme og stræben efter det optimale samspil mellem form og farve og glassets egen dynamik. Glassets skrøbelighed ynder jeg at fremhæve ved at lade metal og glas forenes i en kontrastfyldt symbiose. Min vision er at skabe skandinavisk glas, hvor historie og natur smelter sammen i unikke værker, formet efter mit personlige udtryk", udtaler Rikke Bruzelius.