Kunstnerprofil

Stiig Kalsing

Stiig Kalsing

I slutningen af 90`erne valgte Stiig Kalsing helt at koncentrere sig om det kunstneriske, og har siden slået sit navn fast som skulptør ved forskellige udstillinger på gallerier og i kunstforeninger. Stiig Kalsing har endvidere deltaget på flere kunstmesser i både ind- og udland. Siden har han suppleret med undervisning på Kunsthåndværkerskolen i København.

Stiig Kalsings bronzeskulpturer dækker motivmæssigt et bredt spektrum, selvom det først og fremmest er menneskekroppen, der optager ham. Hans figurbronzer spænder fra Gaciometti-agtige, nervøse og sårbare enkeltfigurer – næsten manieristisk langstrakte – til erotiske dobbelt- eller tredobbeltfigurer, der ofte viser parforholdets skrøbelighed. I denne kategori laver kunstneren også kvindetorsoer af klassisk skønhed. I sine mere eksperimenterende bronzer viser Stiig Kalsing stor beherskelse af materialets muligheder.