Kunstnerprofil

Kàri Svensson

Kàri Svensson

Kàri Svensson begyndte allerede at male i teenageårene, men først da han var i 30`erne tog det for alvor fat. Inspirationen hentede han hos de gamle og kendte færøske kunstnere, men senere fandt han sin helt egen stil.

Kàri har udstillet i bl.a. USA, Frankrig, Holland, Norge, Sverige, Litauen, Island og i Danmark. Han har utallige separatudstillinger på gallerier og museer bag sig. Således blev hans 50 års fødselsdagsudstilling også markeret med en separatudstilling på Randers Kunstmuseum. Kàri har udstillet på flere store kunstmesser, bl.a. på Art Herning og Art Copenhagen. I 2010 og 2011 foretog han studierejser til hhv. Spanien og Bali – Indonesia, som senere kom til udtryk i maleriet.

Kàre Svennson bruger den rå natur og alle dens utrolige variationer til at skabe glimt af oplevelserne i sine værker. Med hans malerier bevæger beskueren sig gennem de færøske landskaber med en palet, der stråler af intensitet og varme. Man befinder sig i naturen og ser, hvad Kàri Svensson ser. Hans malerier bærer præg af de lange dage i naturen, hvor hans abstrakte landskaber tager form. Indfangelsen af fuglene, havet, bjergene, vinden og menneskerne, der lever der, afspejles i de voldsomme penselstrøg.

De senere år har Kàri Svensson positioneret sig som en af Færøernes mest markante malere. Kàri har gennem mange år været en enspænder indenfor færøsk kunst. Hans udtryk ligger langt fra det traditionelle færøske maleri, hvor man finder naturtro gengivelser af livet i bygderne og de omkringliggende bjerge. Kàris billeder fornyer det klassiske landskabsmaleri med sine legende strøg og sine abstrakte antydninger af genkendelig natur.

Videoer af Kàri Svensson