Description

&qout;Love Has No Age&qout;

I mine stilleben billeder tager jeg udgangspunkt i det klassiske stilleben, hvor man gør meget ud af opsætning, placering, symbolisme og udformning. På traditionel vis tager jeg udgangspunkt i et konkret rum og/eller interiøret i rummet.

Mine værkerne behøver til gengæld ikke være naturtro eller en nøjagtig gengivelse af tingene. Som noget nyt forsøger jeg at tilføre f.eks. personer og andre levende væsner for derved at åbne nye fortolkninger af, hvad stilleben også kan være.

Jeg prøver samtidig at skabe en sammenhæng i de ting der er på billedet, så de derved bidrager til at fortælle en historie.

Inspireret af en historie fra det virkelige liv i Paris:
Historien handler om Jean-Pierre Meston og begynder i bus nummer 46 i Paris. For at nå bussen i tide – og for at undgå at vente i et kvarter på den næste bus – sætter den 86-årige pensionist i løb for at nå frem til stoppet Parmentier-République i det 11. arrondissement. Forpustet kommer han ind i bussen, hvor en ung kvinde overlader sin plads til ham. Og der midt i bussen sker det så. Amors pil rammer ham lige i hjertekulen. På sædet overfor sidder en kvinde, som ser 10 år yngre ud end ham selv, synes han. Hendes ansigt er næsten uden rynker, hendes hår glat, og hendes øjne lyse, enten grå eller blå. Hun er høj, slank og iført en hvid kjole med blå blomster, fortæller han til avisen Le Parisien. De indleder en samtale og finder ud af, at de er født med nøjagtig en måneds forskel i 1933. Begge har også overlevet en kræftsygdom, når de at fortælle. Bussen kører, og Jean-Pierre Meston skal af ved stoppet Faidherbe-Chaligny.

I skyndingen begår han to fejl, der måske er fatale.

Han glemmer at spørge om »den pæne dames« telefonnummer. Og han kender ikke hendes navn. Og hvad gør man så, når hjertet banker videre? Den 86-årige formulerer et håndskrevet brev, kopierer det i 25 eksemplarer og klistrer det op på fire stoppesteder for linje 46 i Rue de Reuilly. Dag efter dag vender han tilbage og sætter nye op, når rengøringsfolket fjerner de gamle.

I efterlysningen skriver han sit navn og sit telefonnummer (uvidende om, at de efterfølgende begivenheder vil gøre ham så berømt i Frankrig, at han i dag er svær at træffes på telefonen). I brevet skriver han også, at han desværre ikke er på internettet. Det inspirerer mindst en af finderne af brevet til at sørge for, at det kommer han i en fart. Her finder rigtig mange historien rørende. Efterlysningen bliver delt tusindvis af gange bl.a. på Instagram. Og jagten på den ukendte kvinde intensiveres, da han giver et interview til Le Parisien.

En historie som denne ender selvfølgelig lykkeligt. Takket være »den pæne dames« fødselsdato lykkes det for en slægtsforsker med adgang til offentlige registre at finde kvinden. Jean-Pierre Meston får hendes nummer, og fem dage efter det første møde i bussen taler de sammen igen. Endelig kan han invitere hende på et rendez-vous.
»Hendes ansigt er akkurat lige så smukt, som jeg husker det. Jeg er stadig forelsket. Det er magisk,« siger han til Le Parisien.

Pia Amdi, Frankrig, 2020