Kunstnerprofil

Anne Fonnesbech

Anne Fonnesbech

Anne Fonnesbech er uddannet som lektor i engelsk og fransk, og har altid arbejdet kreativt med forskellige medier. Hun fik interessen for skulpturer i slutningen af 90`erne, og fik undervisning af billedhugger Poul Winther Pedersen. Anne tog også maleriet til sig efter et længerevarende ophold i Vietnam, hvor mødet med og undervisning af en hollandsk kunstner; Noëlla Ross, blev afgørende. Efter at være vendt tilbage til Danmark, valgte hun alligevel at koncentrere sig om skulpturer, som laves efter levende modeller. Hun er fascineret af den måde menneskekroppen fylder et rum ud på og af kroppens form og linjer.

Anne Fonnesbech har haft mange udstillinger på gallerier, i kunstforeninger og i kulturhuse, primært i det nordjyske. Hun har flere censurerede udstillinger bag sig, bl.a. Dronninglund Kunstcenter i 2007 og 2009 og Vendsyssel Censurerede i Hjørring i 2008.

Anne Fonnesbech arbejder naturalistisk, helst uden detaljer. Materialet er ler og arbejdsredskabet er en gammel østerskniv. Overfladen på skulpturerne er ofte rå, præget af redskaber og fingre. Skulpturerne brændes ved ca. 1000 grader, og bearbejdes derefter med spritbejdse. Enkelte skulpturer bygges op i gips, andre støbes i bronze.

Anne Fonnesbech søger enkeltheden. Det er linjerne og stramheden, der skaber skulpturens dynamik i rummet. Detaljen er oftest blevet et forstyrrende element.