Conni Østergaard Bønløkke – Eksistenser
Conni Østergaard Bønløkke er uddannet på Århus Kunstskole i 1996-97 og har afsluttet sin uddannelse på Århus Kunstakademi i perioden 2009-2012. Efter afslutningen på kunstakademiet blev hun optaget på den censurerede udstilling Kunstnernes Sommerudstilling (KS) i Tistrup. Hun fik sin debut i 1990, og har fundet sit helt eget hjørne i dansk kunst, med mange separatudstillinger på gallerier, i kunstforeninger, kulturhuse og offentlige institutioner og private virksomheder.
Conni Østergaard Bønløkke har deltaget på flere kunstmesser, og har haft flere større udsmykningsopgaver. Hun har solgt sine værker til private samlinger i ind- og udland.
Conni Østergaard Bønløkke sætter udtrykket i de forunderlige sjove skabninger hun tryller frem på lærredet i højsædet. Man kan i hvert fald ikke undgå at se, at hun genspejler sig selv og de mennesker der er omkring hende. Hun dyrker sin helt egen form for spontane og fabulerende kolorisme. Her spares der ikke på farverne, de får så at sige lov til at feste helt igennem.
Her er malerglæde til stede, men nok så meget karakteristisk ved kunstneren er hendes humoristiske anslag. Hendes billeder vrimler med menneskelignede væsener, der er kejtede, vennesæle, forbløffende eller undrende. Det er som om, de spørger sig selv: "Hvad gør vi her"?
Hendes stærkt ekspressive figurer agerer som en slags "Stand Up" komikere på en scene. De er frække, fornøjelige og finurlige. De driver gæk med os, så vi ikke ved, hvor vi har dem. Vi må ikke glemme, at kunst også er til glæde – eller sagt på en anden måde: Livet er smukt.