Erik Langkjær debuterede i 1985 og har dermed over 30 års erfaring som maler. Siden er det blevet til mange udstillinger på gallerier og i kunstforeninger, samt undervisning i maleri, tegning og æstetik.
Han har gennem årene modtaget undervisning på kunstskoler og vejledning fra andre professionelle kunstnere. Som akademisk filosof og en efteruddannelse i tibetansk filosofi og psykologi, er han optaget af den menneskelige erkendelse. Det afspejler sig i maleriet, hvor opmærksomheden på sanseoplevelser er et omdrejningspunkt.
Erik Langkjærs malerier bliver til i et energisk og spontant billedsprog, der er beslægtet med impressionisternes brug af optisk farveblanding og frie penselstrøg. Erik er optaget af lysets flygtighed og selve livets foranderlighed, men føler også et slægtskab med Cézanne, som betoner de strukturelle kvaliteter og søger det evige og tidløse.
Som beskuer inviteres man til selv at deltage i skabelsesprocessen, når dansende penselstrøg blot antyder motiver fra hverdagen. Man efterlades i et spændingsfelt mellem abstraktion og genkendelighed.
Jeg er optaget af det liv, som findes på markedspladser og i byrummet generelt. Ofte er det det særlige lys og den stemning, der opstår, som fascinerer mig og sætter en kreativ proces i gang. I stedet for at male de mennesker, jeg ser i alle detaljer, nøjes jeg med at antyde deres holdninger og gestik.
Jeg holder meget af det pulserende liv, der er omkring markeder. I dette billede gennemroder folk tøj og kasser i håb om at gøre et godt køb. Jeg kan ikke andet end blive fascineret af disse folks kropsholdninger og måder at være på - og jeg bestræber mig på at fange dette i hurtige penselstrøg, der gerne skulle afspejle det liv, der var på stedet.
Jeg har altid iagttaget mennesker omkring mig med stor interesse. I mine menneskeskildring søger jeg de øjeblikke, hvor mennesker afslører lidt mere af deres indre liv og sjæl. Som beskuer til billederne har man mulighed for at spejle sig i ”den anden”. D.v.s., at vi kan genkende forskellige sider af os selv.
Efter endt arbejde er pauser altid mere tilfredsstillende! Maleriet indfanger en situation hvor en kop kaffe eller te nydes, efter at græsset er slået. Jeg har været optaget af, at få de mange former til at udgøre en helhed. Desuden giver den usædvanlige synsvinkel en dramatik til billedet.
Jeg er optaget af det liv der findes på markedspladser og i byrummet generelt. Ofte er det det særlige lys og den stemning, som opstår, der fascinerer mig og sætter en kreativ proces i gang. I stedet for at male de mennesker jeg ser i alle detaljer, nøjes jeg med at antyde deres holdninger og gestik.
I dette billede har jeg været optaget af de stærke kontraster, som let kan opstå, når regn dukker op. Kompositionen kredser om personerne i første række, der overvejer, hvilke planter eller blomster de vil købe.