Gerd Baarstrøm
Gerd Baarstrøm er uddannet keramiker fra Århus Kunstakademi i 1979-82. Hun fik sin debut på Kunstnernes Sommerudstilling i 1983 og har siden deltaget på mange censurerede internationale keramiske biennaler og triennaler i Frankrig, Belgien, Italien, Jugoslavien, Estland, Ægypten, Australien og USA. Hun har udstillet i gallerier og på museer i Danmark, Norge, Japan, Ungarn og Tyskland. Hun har desuden flere store udsmykningsopgaver bag sig.
Gerd Baarstrøm er en keramiker med et lyst sind og en underfundig humor, hvilket kan mærkes som en resonans i hendes verden af keramiske væsener, der befolker stadigt flere steder. Hun har skabt sin helt egen kunstneriske position, hvor hun forener høj professionalitet og fabulerende udfoldelse med en stram keramisk fortælleteknik.
I en lang række af skulpturer der forestiller fugle-væsner, er man ikke i tvivl om, at man står overfor bindeledet mellem himmel og jord. Der er en lethed over disse væsener, med et skær af ynde, som man ofte forbinder med begrebet fugl. Her møder man et keramisk udtryk, der er naivistisk – og som griber fat i beskuerens umiddelbare følelser.