Jørgen Waring
Jørgen Waring / Billedkunstner og Skulptør. Gået bort i 2022
Jørgen solgte 2 kunstværker til Donald Trump i 1984 – præsident i USA.
Han havde en livslang international karriere bag sig som både billedkunstner og skulptør. Desuden var han i mange år storvildtjæger i Kenya. Han havde store særudstillinger i utallige lande over hele verden og solgte til mange kendte som Roger Moore, Frank Sinatra og præsident Donald Trump, og ikke mindst til mange store internationale virksomheder.
Waring blev beskrevet i Art Magasin Kunst – An Artist In Paris, Art Magasin Kunst Beeld i Holland/Belgien, samt utallige avisartikler i aviser og tidskrifter i ind- og udland. Ligesom han blev omtalt i dansk og fransk fjernsyn og langt mere.
Hans værker er repræsenteret i det danske kongehus, samt en lang række af museer, bl.a. i Holland, flere museer i New York City, Ridgefield, Oklahoma, Brooklyn og Paris. Han deltog på store internationale kunstmesser i blandt andet Sverige, Tyskland, Basel, Maastricht, Amsterdam, København, Rotterdam, Belgien, Paris og New York.
Jørgen Warings ekspressionistiske kunstværker, som er malet med olie på både papir og på lærred, veksler mellem det helt abstrakte univers over i landskabsmaleriet fra Østafrika. Han opnåede med sin fremgangsmåde ofte en stærk pastelagtig virkning. Han integrerede de erfaringer han havde gjort sig på sine mange rejser. Han forsøgte med sin malerkunst at frembringe nye verdener og ikke blot en fortolkning af de eksisterende. Alle hans værker kaldte han for ”Imaginær Filosofi”, fordi enhver anden fastlåst titel var ham imod.
Skulpturer havde også Jørgens bevågenhed, hvoraf flere store blev solgt til det offentlige rum. Skulpturerne havde en stor plads i hans hjerte.
Jørgen Waring havde sin gang på de bonede gulv. Han var ven med Roger Moore, bekendt af Prins Henrik, som han i midten af 70èrne lærte flugtskydning, og han deltog i utallige jagter sammen med Prinsen. Som ven og tennis- og jagtkammerat med den karismatiske Codan direktør Peter Zobel, mødte han alverdens kendte mennesker i det nordsjællandske jetset.
Allerede i 1959 fandt Jørgen Waring lokalet i Ny Vestergade overfor nationalmuseet og skråt over for Christiansborg, hvor han indrettede sig smagfuldt med galleri og studio for præsentation af sine kunstværker.
Jørgen Waring havde særudstillinger overalt i verden. Store udstillinger i Sverige, Canada, New York City, Californien, Amsterdam, Hamburg, München, Køln, Johannesburg i Syd Afrika, Bern, Paris, London og ofte mange gange over årene. Særligt skal fremhæves fire store separatudstillinger i perioden 1984 – 1988 i Gallery ARRAS i den dengang nyåbnede skyskraber ”Trump Tower” i New York City.